
Brombærmarmelade med portvin- Verdens bedste marmelade!
Denne brombærmarmelade med portvin er simpelthen noget alle burde lave, for at forkæle sig selv lidt ekstra ved morgenbordet!
Jeg har været på brombærjagt i Nordvestjylland i weekenden og fik fyldt en hel pose med de her lækre og saftige bær! Og så tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave lidt lækkert ud af disse bær. Det bliver bare lidt mere hyggeligt og autentisk, når man selv har været ude at plukke bærrene. Så jeg tog hjem og hev en gryde frem og kreerede denne skønne marmelade! Og for, at det ikke bare blev til en helt almindelig marmelade (som jo også kan smage vidunderligt!), så fik brombærrene selvskab af en god sjat portvin. Og disse to ting går altså super godt sammen. Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor god denne brombærmarmelade med portvin er blevet. Jeg tror i hvert fald, at jeg har fået en ny go-to marmelade!
Marmeladen kan nydes alene ovenpå et stykke brød, men smager altså helt fantastisk ovenpå en god blåskimmelost. Og så er den bare super nem at lave- Det kræver ingenting ud over en god røre-arm. Ellers passer det sig selv.
Jeg håber du nyder den! – Velbekomme herfra ♡

Ingredienser
- 1,2 kg friske brombær (frosne kan også bruges men så udelades den ene dl vand)
- 5 dl syltesukker
- 2 dl portvin
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 dl vand
- saften af 4 citroner svarende til ca 2 dl citronsaft (mængden afhænger af hvor søde bærrene og portvinen er)
Instruktioner
- Kom de skyllede og rensede brombær i en gryde sammen med resten af ingredienserne- syltesukker, portvin, vaniljesukker, vand og citronsaft. Lad det koge ved middel til høj varme under jævnlig omrøring i 40- 45 minutter.
- En måde at teste om marmeladen har den rigtige konsistens på, er ved at lægge en lille klat på en frossen tallerken. Den må ikke være for stiv og fast, men den skal heller ikke løbe for meget, når man hælder tallerkenen. Er den for stiv kommes lidt mere vand i, og hvis den er for tynd, koges den en anelse mere.
- Marmelades hældes på atamonskyllede glas og køles af inden de opbevares på køl.


Du vil muligvis også synes om

Amerikanske pandekager- perfekt til morgen- eller brunchbordet!
maj 16, 2020
Sprøde krydrede rispapirschips- Lækre og meget nemme
juli 22, 2019
En kommentar
Pingback: