
Italiensk inspireret pastaret med gorgonzola og svampe- lynhurtig
Denne italiensk inspireret pastaret med gorgonzola og svampe er virkelig en pastaret, der får engelene til at synge når man spiser den!
Jeg har altid været umådelig glad for det italienske køkken- specielt hvis maden er af god kvalitet. Jeg mener- hvem kan ikke lide italiensk mad? Pizza, pasta, godt brød og god is. Ja, det lyder simpelt når jeg stiller det op sådan- men i det simple kan findes nogle af det mest raffinerede og delikate smagseksplosioner, hvis det er lavet med kærlighed. Og det er lige præcis hvad denne ret er. Den er i al sin simpelhed lækker, fyldig og cremet på én og samme tid. Den indeholder ikke mange ingredienser og tager slet ikke lang tid at lave- men smager helt VIDUNDERLIGT! Og det bedste af det hele er, at du kan have din aftensmad klar på en halv time. Hvem siger man ikke kan få mega lækker mad en travl hverdag?
Hvis man ønsker et andet udtryk i retten eller ikke er så vild med gorgonzola kan man evt. erstatte gorgonzolaen med en god hjemmeavet pikantost- tjek opskriften ud herinde på bloggen her .
Den friske pasta jeg har brugt her i retten, kan sagtens erstattes med tørret spaghetti- jeg synes bare det giver retten en charme og en større velsmag med frisk pasta. Der er med denne ret i øvrigt stort rum for kreativ udfoldelse og eksperimenter. Man kan sagtens selv tilføje ingredienser til retten så længe det har italienske aner. Eksempler på dette kunne være tomater, auberginer, asparges eller en god serrano skinke.
Buon Appetito!
Italiensk inspireret pastaret med gorgonzola, svampe og hasselnødder

Ingredienser
- 1 kg frisk pasta (Jeg brugte her fettuccine)
- 110 g hasselnødder
- 2 skalotteløg
- Skallen af 1 økologisk citron
- 0,75 l hønsefond/bullion
- 2,5 dl madlavningsfløde
- 2 fed hvidløg
- 200 g gorgonzola
- 250 g champignon
- En håndfuld basilikum
- En god sjat olivenolie til stegning
- salt og peber
Instruktioner
- Steg løg, hvidløg og svampe i en gryde ved middel varme til løgene er blanke og let gyldne.
- Hæld nu hønsefonden og madlavningsfløden ned til løgene og svampene og lad det simre et par minutter. Herefter kommes gorgonzolaen i. Nu skal sovsen stå og simre i ca. 20 minutter. Dette tillader osten at smelte ud i sovsen og sovsen at blive reduceret, så du ender med en tyk og cremet sovs.
- Imens sovsen simrer hakkes og ristes hasselnødderne på en tør pande.
- Pastaen koges (hvis den er frisk) i ca. 4 minutter (læs anvisningen på pakken- det kan nemlig variere lidt).
- Når de 20 minutter er gået er det tid til at komme citronskal i sovsen og smage sovsen til med salt og friskkværnet peber. Du må gerne være rundhåndet med peberkværnen- Peber klæder denne ret!
- Når pastaen er færdigkogt vendes den op i sovsen, og de ristede hasselnødder vendes i.
- Top retten med hakket basilikum, og så er retten klar til at blive spist med stor fornøjelse.


Du vil muligvis også synes om

Brombærmarmelade med portvin- Verdens bedste marmelade!
september 2, 2019
Edamame hummus
oktober 18, 2022