
Verdens bedste krydderkage med citronsmørcreme!
Denne her krydderkage med citronsmørcreme tror jeg bliver min nye go-to favorit kage! DEN ER SIMPELTHEN SÅ LÆKKER!
Duften af krydderkage er ikke til at slå. Noget jeg husker bedst fra min barndom var, at min mormor tit serverede en virkelig dejlig krydderkage, når min familie og jeg kom på besøg. Så krydderkage smager for mig bare af barndom! Og at den så lige toppes med en frisk og syrlig lækker smørcreme med citron, gør den altså kun bedre. De lidt tunge og julede krydderier går super godt hånd i hånd med det indspark af frisk citrus i form af smørcremen. Og så er hver bid bare himmelsk! Kagen er perfekt svampet og cremet , og lige noget, man har lyst til at servere sammen med en god kop kaffe for gæsterne.
Foruden at smage overdrevet godt, så er den utrolig let at lave. Det er i den grad en opskrift alle kan være med på. Og for mig er dette en perfekt nem søndags kage, der nostalgisk tager mig tilbage til barndommen.
Så er der bare tilbage at sige velbekomme og god kagebagning!
Krydderkage med citronsmørcreme

Noter
Man kan sagtens tilføje lige det fyld, man ønsker at have i sin krydderkage, hvis man er til det. Dette kunne eksempelvis være appelsinskal, rosiner, nødder osv. Det smager også ganske herligt!
*Tiden i hvilken kagen afkøles er ikke regnet med i den samlede tid, og hvis man derfor ønsker sin kage med smørcreme, skal afkølingstiden lige iberegnes.
Ingredienser
- Krydderkage
- 160 g stuetempereret smør
- 90 g brunfarin
- 140 g sukker
- 2 æg
- 1 tsk bagepulver
- 230 g hvedemel
- 1/2 tsk natron
- 3 tsk stødt kanel
- 1 tsk stødt kardemomme
- 1 tsk stødt nellike
- 1 1/2 tsk stødt ingefær
- 1 1/2 dl mælk
- 1/2 tsk salt
- Citronsmørcreme
- 175 g stuetempereret smør
- 280g flormelis
- skal fra 1 1/2 citron
- 7-8 spsk citronsaft (saft fra ca 2 citroner)
Instruktioner
- Krydderkage
- Kom smør, brunfarin og sukker i en skål og pisk dette til en ensartet konsistens. Nu tilsættes ét æg af gangen mens der piskes.
- Bagepulver, hvedemel, natron og krydderier sigtes over smør-sukkerblandingen og mælken tilsættes derefter til dejen. Nu piskes det hele sammen til en tyktflydende ensartet konsistens.
- Dejen kommes i en aflang brød/kageform 30 cm, og bages ved 170°C i ca 45 minutter.
- Citronsmørcreme
- Imens kagen bager laves smørcremen.
- Pisk smør og flormelis sammen til en sammenhængende creme. Der må endelig ikke piskes for længe, da cremen ellers kan gå hen og skille. Når flormelis og smør er pisket sammen, vendes citronskal og citronsaft i med en dejskraber.
- Kagen samles
- Når kagen er kommet ud af ovnen, sættes den til afkøling, indtil den er HELT kold, da smørcremen ellers vil smelte, når den kommes på.
- Når kagen er helt kold, toppes den med citronsmørcremen, og så er den klar til at blive guffet!


Du vil muligvis også synes om

Thaisuppe med kylling- Utrolig velsmagende suppe!
august 6, 2019
Påskekage med butternut squash og citronfrosting- Perfekt til påskehyggen!
april 10, 2022