
Sprøde krydrede rispapirschips- Lækre og meget nemme
Denne opskrift på sprøde krydrede rispapirschips har faktisk ikke nogen særlig historie, andet end at jeg nogle gange simpelthen bare har lyst til en salt snack! Jeg er utrolig glad for chips. Og da jeg fandt ud af, hvor nemme og hurtige disse sprøde bidder er at lave, blev min chips-verden udvidet et par numre.
I min familie er vi, især min far og jeg, utroligt glade for friske vietnamesiske forårsruller, så vi har ALTID rispapir liggende. Men dette rispapir kan mere end at fungere som et burritotæppe til en masse vietnamesiske lækkerier. Det kan også stille lysten til snacks på en fredag aften. Og jeg elsker bare de små bobler, der springer i munden, når man spiser dem. De er et virkelig lækkert og sprødt alternativ, hvis man er kørt lidt sur i supermarket-chips fra den nederste hylde. Og så er det bedste næsten, at de kun tager et øjeblik at lave. Så der er ingen undskyldinger! Heller ikke, hvis det er på de allermest dovne dage at cravingen er der.
Og så er det jo sådan med disse sprøde krydrede rispapirschips, at man kan krydre dem præcis, som man helst vil have dem. I denne opskrift krydrer jeg dem med paprika og godt med salt. Men i virkeligheden kan paprika erstattes af næsten hvilket som helst krydderi, man har på krydderihylden. Så go ahead! Prøv dig frem med lige hvad du lyster.

Ingredienser
- 5 små plader rispapir
- Salt
- Paprika
- Olie til stegning
Instruktioner
- Opvarm en god sjat olie på en pande.
- Bræk rispapiret i passende stykker og smid dem ganske kort på panden i den varme olie, og de vil straks puffe op.
- Tag dem af panden, og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
- Afslut med at krydre dem med lette drys af paprika og salt efter smag.

Du vil muligvis også synes om

Thaisuppe med kylling- Utrolig velsmagende suppe!
august 6, 2019
Blåbærscones med citron- Lynhurtige og superlækre!
august 1, 2019