
Super sund granola med banan, kanel og tranebær
Jeg elsker granola- og især sund granola! Det er altid dejligt at starte morgenmaden sundt ud, og dette er en perfekt mulighed. Og den er ikke bare sund- den er så lækker og sprød, at den næsten fortjener soundtrack af englemusik til.
Den er naturligt sødet med banan, så sukker, er der ingenting af i denne granola. Ikke den tilsatte slags i form af almindelig sukker i hvert fald (frugtsukker er der naturligvis). Ud over at være sund, fordi den er sødet med banan og ikke sukker, så er den smækfyldt med andre sunde lækkerier som hampfrøolie, græskarkerne og hørfrø. Og så er den perfekt både ovenpå en portion skyr, yoghurt eller i en smoothiesbowl. Det er altså bare lidt sjovere at starte dagen ud med god samvittighed (hvad man så putter i munden resten af dagen er ikke aaaaltid til helt at styre hihi)
Den er lynhurtig at lave, så det er bare i gang! Og køkkenet kommer simpelthen til at dufte fantastisk. Det er måske et fint lille projekt en søndag eftermiddag, hvis man ikke ved, hvad man skal lave. Velbekomme ♡
Super sund granola med banan, kanel og tranebær

Ingredienser
- 1 banan
- 1,5 spsk hampfrøolie (kan sagtens erstattes af kokosolie)
- 2 tsk kanel
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 spsk vand
- 400 g grovvalsede havregryn
- 90 g soltørrede tranebær
- 150 g kerne og frø (her græskarkerner og hørfrø)
Instruktioner
- Ovnen tændes på 220 °C varmluft.
- Bananen blendes med en stavblender.
- Ned til den moste banan kommer på hampfrøolie, kanel, vaniljesukker, vand og dette røres sammen.
- Nu kommes havregrynene, kernerne og frøene ned til bananmosen og det hele vendes sammen.
- müslimassen hældes ud på en bradepande beklædt med bagepapir og bages først i ovnen i 10 minutter. Når de 10 minutter er gået tages pladen ud af ovnen og müslien vendes og røres rundt i så den får en jævn bagning. Det er også nu tranebærerne skal vendes i. Nu skal müslien bages yderligere 10 minutter.
- Når den er færdigbagt køles den af og kommes i glas eller bøtter.

Du vil muligvis også synes om

Grovboller med æble og ingefær
juli 25, 2019
Cheesecake med hindbær, hvid chokolade og lakrids
marts 2, 2022